OBS! Denne side er arkivmateriale og kan indeholde forældede oplysninger - Start fra midtdjurslands.net/nettet

Bredbåndsforeningen MidtdjurslandS.net - Forslag til vedtægtsændring

Indkomne forslag til generalforsamlingen tirsdag d. 26 august 2003:

Der er kommet et forslag til vedtægtsændring fra bestyrelsen angående tegningsret.

Forslaget lyder: Formand, kasserer samt endnu et bestyrelsesmedlem tegner foreningen i alle anliggender overfor trediemand.

Punktet foreslås indsat som ny pg 4f. 4f bliver så 4g.

mvh
Bestyrelsen

Nedenstående findes de gældende vedtægter med ændringer indført i §4 med fed skrift.

§ 1. NAVN OG HJEMSTED:

a. Foreningens navn er "Bredbåndsforeningen MidtdjurslandS.net".

b. Foreningens hjemsted er Midtdjurs Kommune.

§ 2. FORMÅL:

Bredbåndsforeningen MidtdjurslandS.net er en almennyttig og ukommerciel forening oprettet med følgende 4 formål:

a. At formidle etablering af højhastigheds-egnsnet beregnet for alle i Midtdjurs Kommune.

b. At formidle tilgængeliggørelse af højhastigheds-Internetadgang på rimelige vilkår overalt i Midtdjurs Kommune.

c. At medvirke aktivt i udviklingen af egnswebstedet MidtdjurslandS.net, til gavn for alle borgere i Midtdjurs Kommune.

d. At formidle dannelse af åbne IT-selvhjælps miljøer - evt. med eget værksted - i Midtdjurs Kommune, a lá Computer-Bøvl-miljøet i Nørre Djurs Kommune.

§ 3. ORGANISATION:

a. Bredbåndsforeningen MidtdjurslandS.net er en interesseorganisation for forbrugerne af bredbåndsnet i Midtdjurs Kommune og er, for at varetage denne interesse, organiseret som en lokalafdeling af paraplyorganisationen DjurslandS.net.

b. Foreningen skal søge at koordinere alle lokale bredbåndsinitiativer indbyrdes og skal søge at koordinere sig med bredbåndsinitiativer andre steder på Djursland gennem DjurslandS.net.

§ 4. BESTYRELSEN:

a. Bestyrelsen konstituerer sig selv og varetager foreningens interesser.

b. Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer. Der tilstræbes at 1 repræsentant kommer fra administrationen i Midtdjurs Kommune og at 1 repræsentant kommer fra erhvervslivet i Midtdjurs kommune. Bestyrelsens øvrige poster beklædes af repræsentanter valgt blandt de fremmødte på den årlige generalforsamling. 2 af bestyrelsens medlemmer skal repræsentere Midtdjurs i bestyrelsen for DjurslandS.net. (DjurslandS.net´s bestyrelse består af 2 repræsentanter fra hver af de 8 Djurslandskommuners lokalafdelinger).

c. Bestyrelsens medlemmer vælges normalt for to år. For at undgå en situation hvor hele bestyrelsen udskiftes på én gang er mindst 2 på valg i ulige år og mindst 3 i lige år.

d. Der vælges herudover 2 suppleanter for en 2-årig periode. 1. suppleant er den længst siddende suppleant fra eget valg.

e. Bestyrelsen tilrettelægger selv sit arbejde og forretningsorden og bestyrelsen drager omsorg for at der føres et referat, samt en protekol over trufne beslutninger.

f. Formand, kasserer samt endnu et bestyrelsesmedlem tegner foreningen i alle anliggender overfor trediemand.

g. Bestyrelsens opgaver er:

1. At koordinere og fremme bredbåndsinitiativer i Midtdjurs Kommune.

2. At skabe og være en del af en aktiv arbejdsgruppe som arbejder efter foreningens formål.

3. At tage initiativer for at tilvejebringe foreningens mål og formål.

4. At træffe beslutninger til gavn for udbredelse af foreningens formål. I tilfælde af behov for egentlige afstemninger i bestyrelsen, afholdes de ved almindelig flertalsbeslutning. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§ 5. GENERALFORSAMLING:

a. Den årlige generalforsamling skal afholdes hvert år i august måned. Første ordinære generalforsamling skal således afholdes inden udgangen af august 2003.

b. Generalforsamlingen vælger en revisor og en revisor-suppleant.

c. Foreningen kan nedlægges, hvis nedlæggelse besluttes både på en lovlig indvarslet generalforsamling og en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, tidligst 4 uger efter.

d. Den årlige generalforsamling skal indkaldes med et varsel på 4 uger, en ekstrordinær med et varsel på 14 dage. Indkaldelser sker ved udsendelse af elektronisk indkaldelse til de medlemmer, der har ladet sig registrere med e-mail adresse. Indkaldelsen til generalforsamling annonceres desuden med samme varsel på www.MidtdjurslandS.net.

e. Forslag til en generalforsamling skal tilsendes bestyrelsen senest 10 dage før dens afholdelse og skal udsendes på medlemmernes sidst oplyste email-adresse senest 1 uge før.

f. En ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes ved flertalsbeslutning i bestyrelsen eller når 10% af medlemmerne med skriftlig begrundelse og underskrift begærer dette overfor bestyrelsen.

g. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Som egnsforening og part i den regionale bredbåndsforening DjurslandS.net anerkender MidtdjurslandS.net dog Bredbåndsforeningen DjurslandS.net's vedtægter som gyldig ramme for egnsforeningens virke.

§ 6. MEDLEMMER:

a. Har man gennem medlemskab af DjurslandS.net tilkendegivet sin interesse for Bredbåndsforeningens arbejde i Midtdjurs Kommune, er man samtidig medlem af lokalafdelingen.

b. Medlem er folk med tilknytning til Midtdjurs Kommune og som overfor foreningen tilkendegiver sin interesse i bredbånd og i den forbindelse oplyser sin identitet.

c. Indmelde sig i foreningen kan enkeltpersoner, husstande, virksomheder, institutioner, klubber, foreninger osv.

d. Medlemskab søges indtil videre holdt gratis, men på den årlige generalforsamling - eller på en ekstraordinært indkaldt generalforsamling - kan der vedtages kontingentbetalinger. Foreningen har A-medlemmer og B-medlemmer. Der opkræves et kontingent hos B-medlemmer.

e. Alle medlemmer der ønsker det kan optages som B-medlemmer

f. Medlemmer er kun forpligtet af evt. kontingentbetaling samt af evt. abonnementsaftale.

g. Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer såfremt det skønnes at der arbejdes imod foreningens formål og interesser. Eksklusion kræver enstemmighed i bestyrelsen.

§ 7. FÆLLES FOR BREDBÅNDSINITIATIVER ORGANISERET I DJURSLANDS.NET:

a. Det enkelte bredbåndsinitiativ skal organisere sig åbent for alle, skal varetage alles interesser og skal fungere demokratisk. Initiativet skal arbejde for løsninger der i videst mulige omfang tilgodeser de der har behov og samtidig har sværest ved at få en hurtig internetforbindelse.

b. De enkelte initiativer skal i øvrigt arbejde seriøst og ukommercielt for foreningens fire formål, men kan indenfor rammerne af de her nævnte regler organisere sig som de finder hensigtsmæssigt.

c. Da Bredbåndsforeningen DjurslandS.net søges drevet uden indtægter og udgifter må de lokale fællesinitiativer forestå de nødvendige udgifter til arrangementer m.v.

§ 8. ØKONOMI:

a. Hvis en generalforsamling beslutter at opkræve kontingent eller hvis foreningen modtager bidrag eller på anden måde involveres økonomisk i de projekter som den tager initiativ til, skal der for hvert år udarbejdes et regnskab, der skal fremlægges til godkendelse på det efterfølgende års ordinære generalforsamling. Abonnenternes indskud og driftbetaling skal anvendes solidarisk og fair. DjurslandS.net's lokalafdelinger skal gøre deres yderste for at samarbejde på en økonomisk solidarisk måde gennem DjurslandS.net, sådan at områder med økonomisk rigelighed lader midler tilflyde områder som ikke selv vil kunne skabe den nødvendige økonomi til at etablere en netværksinfrastruktur for områdets befolkning. Hvad enten foreningens medlemmer fra først af indskyder penge i foreningens landsbynet, egnsnet og regionsnet, eller de afdrager deres indskud hen ad vejen, så låner de kun foreningens grej. Grej der indgår i et medlems abonnement skal leveres af foreningen og det ejes af foreningens medlemmer i fællesskab og ikke af den enkelte. Det er naturligt at den der evt. låner mere betaler mere.

b. Hvis foreningen nedlægges skal eventuelle overskydende midler overføres til frivilligt arbejde, der fremmer adgang til informations teknologien for flest mulige ældre i Midtdjurs Kommune.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling august 2002 og ændret på ekstraordinær generalforsamling d. 25. maj 2003.

Frank Vester, dirigent

Kommentar.

Der er nu vedtaget kontingentopkrævning hos B-medlemmer.

Kontingentet blev fastsat til kr.- 50 pr år.

Vi har på nuværende tidspunkt 7 B-medlemmer, nemlig bestyrelsen, men der var tilsagn om yderligere B-medlemmer på generalforsamlingen.

Jørgen Jørgensen - Formand

HVAD ER MIDTDJURSLANDS.NET

MidtdjurslandS.net er en ikke-kommerciel forening der har til hensigt at formidle højhastigheds-egnsnet og internet adgang for alle borgere, institutioner og firmaer i Midtdjurs kommune.

MidtdjurslandS.net er en lokalafdeling under paraplyorganisationen Djurslands.Net som koordinerer bredbåndstiltag for alle 8 kommuner på Djursland.

MidtdjurslandS.net er også Bøvl
Vi har et Bøvl værksted, med månedlige Bøvl-aftner og en Bøvl-telefon, hvor man kan få hjælp, hvis der er knas med computeren.
Akut Bøvl henvises til DjurslandS.net fælles Bøvl-telefon 60 250 013. Her henvises til den, der på det tidspunkt har Bøvl-vagt.

MidtdjurslandS.net skal også være Fælles Nyhedsportal
Den nuværende hjemmeside skal hen ad vejen udvikles til en fælles nyhedsportal for Midtdjurs kommune. Formålet er at lave daglig nyhedsformidling, helt lokalt i de enkelte landsbyer. Den slags nyheder der stod i avisen, da vi havde et lokalt dagblad. Om fødselsdage og andre ting som vi hørte hos købmanden, da der fandtes en lokal købmand.